”Historie”
Bakkehuset - et mærkværdigt navn for en l’hombreklub - men det foregik sådan:
I starten af 1980’erne ejede Ældre Sagen en villa på Kronprinsensgade på hjørnet, lige overfor Loge bygningen (Villaen med navn er der stadig).
Der var arrangeret en masse aktiviteter i huset, der rummede kælder, stue og 1. sal. Billard, skak, vævning, m.m. desuden kortspil f. eks. bridge, lige-ud, whist og l’hombre.
Der var eget orkester, køkken og kantine
Der var over 100 medlemmer, hvoraf flere var tidligere håndværkere. Da foreningen overtog huset, begynde håndværkerne at istandsætte og fikse huset op. Da de 10 år efter var færdige, solgte Ældre Sagen huset og alle grupperne stod uden værested.
Formanden for l’hombreafdelingen skrev til kommunen om problemet. Det blev løst ved, at l’hombrespillerne blev henvist til en ældre spejderhytte på Grønløkkevej, hvor der så blev spillet l’hombre mandag - torsdag og fredag og spillerne tog navnet ”Bakkehuset” med sig. Der blev spillet kort indtil slutningen af 2011 hvor huset var blevet for dyrt at vedligeholde, og klubben blev bedt om at flytte - 8 dage før, der skulle være lagt nye gulvtæpper betalt ved sammenskud af medlemmerne.
Så gik Ulla Jørgensen i gang med at finde nye lokaler. Hendes iver gav resultat, klubben kom med i gruppen af klubber i Odense kommunens nye aktivitetshus på Eddavej 6.